Lige fra dag et har Ann-Lykke Skov Andreasen oplevet, at det hun håbede på i sin tid som højgravid og under barslen ikke blev som forventet. Flytning, specialeskrivning og for tidlig fødsel var udfordrende aspekter i forvejen. Men coronavirussen gjorde det hele værre.
Sorgen er stadig i proces hos Ann-Lykke Skov Andreasen. Ikke tabet af et barn eller nær familie til corona. Men en sorg over alt det, der ikke blev som hun havde håbet. Noget af det på grund af tidlig fødsel og alt det svære, som følger med at blive mor for første gang. Men en hel del af det, fordi corona slog så mange drømme og store øjeblikke i stykker.
Sammen med sin kæreste flyttede Ann-Lykke i februar fra Aarhus ud til Harlev. En forstad 10 km vest for Brabrand. Her skulle de to få bedre plads til den kommende baby end i deres centrale toværelses lejlighed.
Så ramte coronavirus Danmark. Med mistanken om, at det kunne føre til for tidlig fødsel. Ann-Lykke Skov Andreasen isolerede sig selv med sin specialeskrivning for at passe på drømmebabyen i maven, som hun havde termin med til juli.
Ekstra dimension
Specialeskrivning var ensomt i sig selv, men isolationen føjede en hel ny dimension af ensomhed til.
“Det var en vild hård kombination. Nogle gange havde jeg det så skidt, at vi måtte ringe til min svigerforældre og sige, “Nu har vi brug for at gå en tur i en skov med jer””, husker hun tilbage.
Hun er den første i vennekredsen, som har fået en baby og havde glædet sig til at dele den store mave med sine veninder fra Aarhus.
“Det er en sorg, at jeg ikke fik mulighed for at dele glæden over at skulle være forældre mere med dem. Jeg havde købt alt graviditetstøjet til når jeg endelig ikke længere bare så småtyk ud, men det kom aldrig i brug,” siger hun.
På trods af alle anstrengelser for ikke at risikere for tidlig fødsel, gik Ann-Lykke Skov Andreasen i fødsel i slutningen af 30. Graviditetsuge. Efter at lægerne i tre dage havde forsøgt at stoppe fødslen, kom Arthur Til verden ni uger for tidligt den 28. Maj. 1600 gram vejede han.
Ingen af dele oplevelserne med
Det var hårdt at føde for tidligt og skulle starte de første uger med et lille skrøbeligt barn. Men igen var det corona, som leverede det værste slag. For på grund af sygehusets retningslinjer måtte kun én af forældrene ad gangen være sammen med barnet på intensivafdelingen.
”Alle de første øjeblikke, som vi skulle have haft sammen: Skifte bleen eller se på babyen sammen, fik vi hver for sig”, fortæller Ann-Lykke.
Udover det malkede hun ud fem til seks timer i døgnet og gav sondemad hver tredje time. Seks uger var parret indlagt på intensiv. Den sidste tid på et familierum, fordi Ann-Lykke havde fået det så dårligt, at det var nødvendigt, og sønnen var så relativt stabil, at det var forsvarligt.
Græd på en bænk
Hendes familie kom på besøg et par gange under indlæggelsen. Det foregik på en bænk udenfor uden baby.
“Tiden gik mest med, at jeg græd og fortalte, hvor svært det var”, forklarer Ann-Lykke.
Endelig en lørdag i juni kunne bilen med den lille fyr køre hjem mod rækkehuset i Harlev. Ann-Lykke Skov Andreasen græd hele vejen.
“Både fordi det var så stort at tage sit eget barn med hjem og selv få lov til at tage sig af det. Det havde været i andres professionelle hænder, men nu var det vores hænder og vores ansvar. Og fordi der var så mange ugers smerte bag mig nu”, forklarer hun.
For parret havde fået en svær start. Også selvom de huskede sig selv på, at alting hele tiden blev lettere.
Beskidte hænder
Hjemme igen fortsatte ensomheden og igen spillede blandingen af for tidligt født og coronavirus ind. Fordi hygiejne i det hele taget er vigtigt, med børn der er født før tid,, fordi sygdom hurtigt kan blive kritisk. Og fordi der samtidig er en ukendt sygdom i farvandet, som man ikke ønsker, at babyen får. For Ann-Lykke Skov nærmede frygten sig sygdomsangst.
“Jeg blev bange for, at folk skulle røre ham med deres beskidte hænder”, forklarer Ann-Lykke, som stadig er forsigtig, men lige så stille har fået skruet ned for de mest ekstreme aspekter af frygten.
Derfor har der den seneste måned endelig været de besøg fra familien, som hun egentlig havde brug for. Slut september skulle mødregruppen også starte op. Langt om længe.
-”Jeg glæder mig helt sindssygt. De skal være mit lokale netværk, som tager over, hvor mit gamle netværk stopper”, forklarer hun.
Endelig klar
Men første møde er aflyst på grund af mulig coronasmitte i én af familierne.
“Nu er vi endelig klar til at møde verden, og så lukker det hele ned igen”, konstaterer hun.
Ann-Lykke Skov Andreasen er klar over, at corona ikke skal have skylden for alt det, der har været svært og ensomt de sidste syv måneder. Men pandemien har spillet en stor rolle, lige fra slutningen af graviditeten over indlæggelsen til de manglende barselsbesøg.
“Hvis ikke, der havde været corona, havde det været anderledes lige fra dag ét”, konstaterer hun.
Måske ville hun have været lidt mere afslappet med det hele fra starten, hvis hun havde vidst det, hun ved i dag. Og måske ville hun have øvet sig lidt mere på at tale i telefon med folk, hun holdt af.
Men det var jo netop sagens kerne, at ingen vidste, hvad der skulle ske, da corona blev en del af Ann-Lykkes barselsvirkelighed med alle de omkostninger, der fulgte med pandemien.
“Jeg føler mig så snydt”, siger hun.