Butiksejere i Jægergårdsgade savner kommunikation om vejarbejde

En række butiksejere i Jægergårdsgade føler sig forbigået, når der anlægges vejarbejde, fordi de ikke bliver informeret ordentligt om det forinden. Det er på trods af, at Aarhus Kommune vægter kommunikation i forbindelse med vejarbejde højt. Vejarbejdet går ud over butikkernes indtjening og arbejdsmiljøet. 

En tirsdag formiddag i Jægergårdsgade.
Foto: Emilie Stein Thorsen

Emilie Stein Thorsen & Søren Bach Christensen

I Jægergårdsgade sidder folk på fortovscafeerne og nyder efterårssolen. Det er tirsdag formiddag, og alt er, som det plejer. Flere steder går mænd i orange neonveste og arbejder. Med sig har de varevogne fyldt med elkabler, ladvogne med cement, skovle og tjeklister. Og det er langt fra første gang, at vejarbejde præger gadebilledet. 

Butiksejere efterspørger information og bedre dialog 

En af de butiksejere, som er berørt af vejarbejdet, er Lise Møller. Hun har en lille kælderbutik i gaden. 

“Vi taber penge, hver gang der er vejarbejde, fordi kunderne simpelthen ikke kan se butikken, og så vil jeg altså hellere bruge min tid på noget andet”, siger hun og uddyber, at hvis blot hun blev informeret på forhånd, ville hun have bedre mulighed for at planlægge sin tid. 

Foruden Lise Møller er både Annette Sørensen, som er indehaver af frisørsalonen Signatur og tatovøren Emma Stobberup, der arbejder i Dancy & Daughters, trætte af det hyppige vejarbejde foran deres butikker, som de ikke bliver informeret om. 

Emma Stobberup ude foran tattooshoppen.
Foto: Søren Bach Christensen
Vejarbejde foran Annette Sørensens frisørsalon.
Foto: Søren Bach Christensen

“De arbejder altid lige foran vores vindue, og hele vores butik ryster, når de borer. Det er altså lidt problematisk, når man skal tatovere”, siger Emma Stobberup. Lige nu er der ikke vejarbejde foran tatovøren, men det ville ikke undre Emma, hvis de startede igen snart, for det har de gjort før uden at informere om det.  

Længere nede af gaden er vejarbejdet i fuld gang foran frisørsalonen Signatur. Der skal lægges fibernet i hele gaden, og nu er de kommet til ejendommen, hvor Annette Sørensen har sin salon. 

“Jeg har det sådan set fint nok med, at der er vejarbejde her i gaden og ude foran min butik, hvis bare jeg får at vide, hvad det er, de laver, og hvor lang tid det tager.’’

Kommunen kan ikke stille noget op

Carsten Graversen er tilsynsførende ved Aarhus Kommune. Det betyder, at det er ham, der udsteder gravetilladelser til firmaer, der skal lave vejarbejde. Og han forstår godt, at butiksejerne er frustrerede over vejarbejdet. 

“Jeg ved godt, at Jægergårdsgade har været generet på det sidste, men vi startede allerede vejarbejdet, da Danmark lukkede ned på grund af corona, for at genere mindst muligt, og nogle gange skal der jo bare laves noget.”

Han understreger, at det er firmaerne, som står for vejarbejdet, der skal informere om det på forhånd og ikke kommunen.

‘’I kommunen har vi jo kommunikationsmanualer, som firmaerne skal følge. Men fordi vi har 7000 graversager om året, får vi ikke tjekket op på, om de rent faktisk bliver fulgt.” 

Hvem har ansvaret?

Hos Aarhus Kommune er det Carsten Graversen, der sidder med ansvaret for at udstede gravetilladelser. Han peger på, at en stor del af problemet med kommunikationen kan skyldes, at det er ejendomsindehaverne, der får besked om vejarbejdet og ikke butiksejerne. 

“Måske får de ikke altid sagt det videre til deres lejere.”

Og netop denne information er ny for Lise Møller, som ikke anede, at det i virkeligheden er hendes udlejer, der skal stå for at informere hende. 

“Det er rart at få at vide, for nu vil jeg da skrive en mail til min udlejer, så jeg fremover kan bruge min tid bedst muligt.” 

Åbenhed og information er vejen frem

Fælles for alle butiksejerne er, at de ønsker en bedre form for kommunikation, når det gælder vejarbejde. 

På Aarhus Kommunes hjemmeside står der, at kontakten til dem, der berøres af vejarbejde, ofte sker via løbesedler i postkassen. 

Det mener Carsten Graversen, at man godt kunne ændre på, ved for eksempel at opsøge borgerne på internettet i stedet, fordi han er bange for, at en del af følgesedlerne ikke bliver læst. 

“Hvis man tømmer en postkasse, ligesom jeg gør, smider man en del ud, uden at få kigget ordentligt på det.”

At få besked via løbesedler lyder for Emma Stobberup ikke holdbart. “Mit bedste råd er at droppe det, fordi sådan noget går tabt.’’

I stedet synes hun, at man bør lave et opkald eller sende en mail, så man er sikker på, at de bliver informeret.

,
2 comments on “Butiksejere i Jægergårdsgade savner kommunikation om vejarbejde
  1. Dem der har gravet fiber ned i lang tid nu (og hvor de går videre til et nyt område uden at lukke hullerne der, hvor de har været) taler ikke dansk, så måske de heller ikke ved, at de skal informere beboerne!??!

  2. Hej Marianne!
    Det har du helt ret i, og det sagde nogle af kilderne også. Det ændrer dog ikke på, at de firmaer, de arbejder i, skal følge kommunens kommunikationsmanualer. Så det er faktisk deres firma, der skal kontakte beboerne.

    Bh Søren & Emilie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *