Hvad sker der med dine varer, når kontrolmyndighederne konfiskerer dem?

En aarhusiansk borger undrede sig over, hvad der sker med de varer som Told- og Skattestyrelsen beslaglægger. Vi har forsøgt at besvare det, men meget af styrelsernes arbejde er hemmeligholdt af hensyn til sikkerheden.

Patrick Solberg og Astrid Mortensen

I midten af september fik en specialbutik i Aarhus med øl fra mange forskellige bryghuse besøg af Skattestyrelsen. En butik som Annette Jensen til dagligt arbejder i.

Der var tale om et almindeligt kontrolbesøg i specialforretningen, som styrelsen foretager mange af på årsbasis. Det præcise kontroltal har ikke været muligt at få oplyst. Styrelsen oplyser dog, at deres kontrolindsats i 2019 gav 500 millioner kroner i provenu.

Specialbutikken havde umiddelbart intet at skjule, men de to kontrollanters opmærksomhed blev alligevel rettet mod et parti af udenlandske specialøl på en af butikshylderne. Måske var der tale om en forkert eller manglende anmærkning, mente kontrollanterne. Inden for få timer var øllene beslaglagt og fjernet fra specialforretningen, og det satte gang i en undren hos Annette Jensen.

Det er den undren, der ligger til grund for denne artikel. For hvad sker der egentlig med de varer, som beslaglægges af Toldstyrelsen og Skattestyrelsen?

I infografikken kan du blive lidt klogere på varens vej fra den beslaglægges af Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har ikke afholdt en auktion i nyere tid.

Hemmelige adresser og arbejdsgange

Hvor meget vi end ønskede at følge de udenlandske specialøl efter kontrolbesøget hos den lille specialforretning i Aarhus, ville det ikke være muligt. Af sikkerhedsmæssige grunde kan de ikke oplyse, hvor beslaglagte varer bliver opbevaret eller destrueret, lyder det fra Skattestyrelsen.

Men lagrene rummer med sikkerhed langt mere end blot specialøl. Alt fra ulovlige cigaretter til ukurant spiritus.

Annette Jensens undren gik imidlertid dog på både Told og Skat, og hvor godt de to ord end passer sammen, så er der i dag ikke længere tale om to styrelser under samme tag. I 2018 blev Skatteforvaltningen delt op i syv styrelser, hvoraf to af dem er henholdsvis Told- og Skattestyrelsen. De to styrelser varetager i dag forskellige opgaver, når det kommer til kontrol af varer.

Toldstyrelsen kontrollerer de ydre grænser og har kontrolenheder i hele landet, hvoraf Kastrup Lufthavn og Padborg grænseovergang er de største, mens Skattestyrelsen står for kontrollen af varerne, der har passeret Danmarks grænser og nu befinder sig inde i landet, som for eksempel  specialøllene på hylden i den aarhusianske specialforretning.

Og ved Aarhus Havn bliver grænserne også kontrolleret.

På Østhavnsvej 31 ligger Told- og Smuglerikontrollen Midtjylland i en grå og mat betonbygning tæt på de mange shippingselskaber, som til dagligt laster og aflaster tonstunge containerskibe.

Selvom facaden fremstår kedelig, så er indholdet langt fra det samme. Her opsporer tolderne foruden kopivarer også blandt andet narko, våben og cigaretter. Hvor meget der kommer gennem Aarhus Havn, hvor meget der kontrolleres, og hvad der bliver af det, forbliver hemmeligholdt bag betonbygningens vægge af hensyn til sikkerheden, lyder det.

Toldstyrelsen oplyser, at de ikke vil offentliggøre specifikke steder, hvor der beslaglægges gods. Det skyldes, at man ikke ønsker, at smuglere skal kunne spekulere i, hvor og hvordan de kan smugle ulovlige varer udenom kontrollen.

Styrelsen oplyser endvidere, at det ikke er muligt at give adgang til Toldstyrelsen på Aarhus Havn. Det er af hensyn til kontrolarbejdet og toldernes ubetingede tavshedspligt, som risikerer at blive brudt, når en udefrakommende dokumenterer toldkontrol af borgere og virksomheder.

På Aarhus Havn kommer der også mange lastbiler, som skal gennem toldkontrollen. Lastbilerne kommer med gods, der skal lastes på skibene.

Derfor er det praktisk talt umuligt at åbne op om processerne nede ved Aarhus Havn, lyder det fra Toldstyrelsen. Det er kun med jævne mellemrum, at offentligheden får indblik i, hvad der sejler gennem de danske farvande.

Så sent som i januar blev der beslaglagt 40 kilo kokain i en container i Aarhus Havn, som sandsynligvis ville indbringe sælgerne 100 millioner kroner på gadeplan. Østjyllands Politi, i form af Særlig Efterforskning Vest, blev inddraget og kunne til Aarhus Stiftstidende fortælle, at kokainen sandsynligvis skulle have været læsset af i Hamborg, hvor det skulle distribueres videre på det centraleuropæiske narkomarked.

Men ikke alle Toldstyrelsens aktioner har true crime-status. Foruden de meget hemmeligholdte kontroller af smuglergods tjekker Toldstyrelsen nemlig også helt almindelige borgeres postforsendelser, når de køber en kopivare på nettet. Alt post til og fra udlandet kan blive udtaget til kontrol, uanset om det drejer sig om lande indenfor eller udenfor EU.

I 2019 registrerede Toldstyrelsen mere end 8000 sager om kopivarer, og hver enkelt sag kan sagtens indeholde flere kopivarer.

Hos Annette Jensen i den aarhusianske specialforretning venter de nu på et brev med afgørelsen fra Skattestyrelsen omkring specialøllenes skæbne.

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *