Åbn øjnene Aarhus: Der er mere kunst i gaden, end vi ser

Fra næsten hvert gadehjørne i Aarhus kan du spotte et af de mange offentlige kunstværker eller vægmalerier. Men ved du egentlig, hvad og hvor meget der står omkring dig?

Alene i Rådhuspladsen står seks skulpturer. Foto: Emma Fjalland

Line Fjordside og Emma Fjalland

Blandt efterårsprægede blomster og træer, står der i Rådhusparken en frodig, ung pige. Hun står med lukkede øjne og med armene løftet mod trætoppene, som om hun skærmer mod et luftangreb fra himlen. Hun er fra 1940, men årene har ingen præg sat på kroppen, kun på farven. Hun er nemlig lavet af bronze – og hun står sammen med mange andre skulpturer og kunstværker godt spredt rundt i Aarhus centrum. 

Aarhus kommune er en af de kommuner, der bruger flest penge på kunst i det offentlige rum. Men hvem bestemmer, hvad de aarhusianske kunstkroner skal bruges på, og hvor meget kunst er der egentlig rundt om i byen? Det undrede en af de aarhuselskere, vi mødte på Dokk1 tirsdag morgen, sig over – Så det besluttede vi os for at undersøge. 

Aarhus’ kunstindkøbere

Det er Aarhus Kommunes Billedkunstudvalg, der står for indkøb af værker til det offentlige rum, samtidig med at de rådgiver omkring kunstnerisk udsmykning i forbindelse med de kommunale anlægsbyggerier. Begge dele betragtes som ‘kunst i det offentlige rum’. 

Billedkunstudvalg har et årligt budget på 500.000 kr., hvoraf de 300.000 kr. går til direkte køb af værker skabt af kunstnere med bopæl i Aarhus Kommune til kommunens kunstsamling. De resterende 200.000 kr. er øremærket kunst i det offentlige rum uden for Ringgaden, fortæller Mette Dam, sekretær for Aarhus Kommunes Billedkunstudvalg.

Hjælp os med at samle kunstpuslespillet

Men hvor står alt den kunst så henne? Ta’ en ven under armen, hop ud i den mangfoldige aarhusianske kunstverden, og følg kortet herunder. På kortet er der indtegnet forskellige kunstværker i det aarhusianske byrum – og der er nok endnu flere. Hvis du opdager et på din vej gennem byen, så send endelig billeder, navne eller sjove historier om skulpturen i vores retning på emfjlu@dmjx.dk, så vi sammen kan opdage byens kunst og dele det med hinanden.

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *