Skal vi have flere parkeringspladser i Aarhus?

På Trøjborg undrer man sig over, hvor man skal parkere det stadigt stigende antal af biler i Aarhus. Men flere parkeringspladser er ikke nødvendigvis fremtiden, hvis man vil have en klimavenlig by.

Foto: Anders Michaelsen

Anders Michaelsen og Nanna Elmstrøm

De kører rundt. Kigger til siden og i spejlet. Og så kan de køre en runde mere.

I Støvsugerhjørnet på Tordenskjoldsgade i Aarhus må man ofte lægge øre til frustrerede kunder, der inden besøget i butikken har kørt rundt i cirkler i kvarteret for at finde et sted at stille bilen.

I butikken har de indtryk af, at der mangler parkeringspladser på Trøjborg og i resten af Aarhus – men er det tilfældet?

“Det kommer helt an på, hvis synspunkt du ser det fra,” er svaret fra trafikplanlægger og civilingeniør ved Aarhus Kommune, Steffen Arnbo Nielsen, der blandt andet har til opgave at rådgive kommunens politikere inden for mobilitet og infrastruktur for opladere til elbiler.

“Er man besøgende i Aarhus, er der umiddelbart ikke noget problem. Der er masser af ledige parkeringspladser rundt om i midtbyens parkeringsanlæg. Er man beboer i de tætte beboerområder – Øgaderne, Frederiksbjerg – kan det være en udfordring at finde en parkeringsplads, hvis man parkerer på offentlig vej og langs kantsten.”

Grafik: Anders Michaelsen

Går gerne langt for gratis parkering

I Midtbyen – fællesbetegnelsen for bydele inden for Ringgaden – er der cirka 35.000 parkeringspladser til rådighed. 21.000 af dem er offentlige – men når det samme antal beboere ud af de i alt 70.000 mennesker, der har bosat sig inden for Ringgaden, har én eller flere biler, kan der være rift om p-pladser, man ikke skal betale for. Ikke mindst fordi der ifølge Steffen Arnbo Nielsen kommer flere biler til byen hvert år.

“Bor man i midtbyen, må vi være ærlige og sige: Vi har kun det kilometer kantsten, der er. Vi giver beboerne de fordele, vi kan, men hvis der kommer flere og flere biler, må man som beboer se i øjnene, at det private udbud en del af løsningen, hvis man vil være sikker på en parkeringsplads. Sådan er det i København, men vi er ikke helt nået dertil i Aarhus. Folk vil stadig gerne parkere gratis og går gerne langt, hvis de kan det.”

Steffen Arnbo Nielsen påpeger, at der allerede i dag er mange områder i Aarhus, hvor der er flere beboere med bil, end der er offentlige parkeringspladser i området – særligt Frederiksbjerg er udfordret, da det er den del af midtbyen, hvor bilejerskabet er størst. 

På fem år er antallet af registrerede personbiler i Aarhus steget fra 108.000 til 120.000. Grafik: Anders Michaelsen

Flere biler flugter ikke med grøn målsætning

Og der er kommet flere biler til Aarhus – på bare fem år er antallet af registrerede personbiler i kommunen vokset med 12.000. En udvikling, der blandt andet skyldes, at byen vokser med 5.000 nye aarhusianere hvert år.

Alligevel er der ikke nødvendigvis et ønske om flere parkeringspladser fra politisk hold, fortæller Steffen Arnbo Nielsen.

“Partierne i byrådet er ikke enige om, hvad der er det rigtige at gøre,” siger han.

Aarhus Kommune har på nuværende tidspunkt en ambition om, at Aarhus skal være CO2-neutral i 2030 – og det taler ikke nødvendigvis for at få flere biler til byen, hvor antallet af parkeringspladser er et af kommunens stærkeste håndtag til at justere, hvor mange biler der kan være.

“Inden for Ringgaden må bygherrer maksimalt etablere et vist antal p-pladser til et givent byggeri for at begrænse antallet af biler i midtbyen,” siger Steffen Arno Nielsen og tilføjer:

“Beboere uden bil vil gerne have flere træer, bænke og ophold i gaderne. I sidste ende er det en politisk beslutning, hvad der vejer tungest; beboernes parkeringsbehov, grønt eller klimaet?”

OPDATERING: Flere lokale på Trøjborg har nævnt, at det er særligt svært at finde en – gratis – parkeringsplads efter klokken 17-18. En enkelt borger har nævnt, at hun har haft stor glæde af at leje sin egen garage til parkering.

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *