“Vi ser jo tydeligt, hvordan samfundet prioriterer. Og der er kunstområdet ikke første prioritet”, siger manden bag skulpturen.
Frederik Svaneborg og Sebastian Svensson
På toppen af den stejle skråning i Vennelystparken i Aarhus, titter fire runde sokler op af en uprætentiøs græshøj.
I sig selv er der ikke noget iøjenfaldende ved græshøjen, men det kunstværk, der burde stå på soklerne, ville sandsynligvis være et tilløbsstykke for kunstkendere og andre nysgerrige aarhusianere.
Rikke Rasmussen er for nyligt flyttet til byen for at studere. Hun har brugt de første uger på at udforske byen og herunder også Vennelystparken, hvor vi møder hende.
– Jeg går tit igennem parken for at komme ind til midtbyen, og så undrede jeg mig over de her plader. Jeg fandt en artikel, der sagde, at der skulle indvies et kunstværk i august, men der er stadig ikke komme noget, fortæller Rikke.
Kunstværket, der burde stå på de runde sokler, er en seks meter høj skulptur af den anerkendte billedkunstner Bjørn Nørgaard.
Han er kendt for at stå bag de 17 gobeliner i riddersalen på Christiansborg og er sågar kunstneren bag Dronning Margrethes sarkofag, der skal pryde majestætens fremtidige gravsted i Roskilde Domkirke. Det er altså ikke en hr. hvem som helst, hvis værk engang kan opleves i Vennelystparken.
Skulpturen vejer mere end et ton og er skænket til Aarhus Universitets institut AIAS af Ny Carlsbergfondet. Den vil bestå af et tårn i midten og tre søjler, som hver især symboliserer kunsten, videnskaben og retsvæsenet. Derfor har værket også fået titlen ”Ars – Scientia – Iustitia”, der netop betyder ”Kunst – Videnskab – Retsvæsen”.
– Skulpturen refererer jo direkte til H.C. Ørsted, som sagde, at samfundet bygger på kunst, videnskab og ret. I disse år ser vi en stadig stærkere styring af kunst og forskning, nedskæringer på kunsten og politikere, der glad og gerne blander sig i domstolenes arbejde. Så vi er ved at nedbryde de søjler, vi bygger vores demokrati på, fortæller Bjørn Nørgaard.
Men hvornår værket rent faktisk indtager sin plads, ved kunstneren ikke.
Skulpturen er ikke det eneste eksempel på, hvordan Covid-19 har påvirket kunsten og kulturens verden. Performancekunst, som er et kunstværk, hvor mennesket indgår, installationskunst, gallerier, ferniseringer- er blot nogle af de former, som freelance-kunstnere har måtte vinke farvel til under pandemien pga. risiko for smitning. Kultur og kunst har måtte tilpasse sig, og det har i langt de fleste tilfælde gjort særdeles ondt på folks levebrød.
– Vi ser jo tydeligt, hvordan samfundet prioriterer. Og der er kunstområdet ikke første prioritet
Bjørn Nørgaard, Kunstner
Christies, det største og nok mest anerkendte kunstgalleri og auktionshus i USA, har udtalt, at de pga Covid-19 er blevet nødt til at fremskynde en proces, der har været undervejs i mange år- nemlig at rykke kunsten og kulturens verden ind i et digitalt rum.
Men hvordan gør man det? I fraværet på kunst i sin ‘normale’ form, hvor man som regel fysisk går igennem gallerier og/eller ferniseringer eller på anden måde er fysisk til stede, er visse kunstnere dog begyndt at tænke i andre baner. Siteseeing.co er en københavnsk udstilling, der, udover at blive fremvist i sin fysiske form på et af byens centrale gallerier, også har bygget hele deres udstilling op et andet sted. Nemlig på nettet. Se videoen nedenfor, eller klik på dette link for at få en virtuel tour i ferniseringen selv.
Det er langt fra nemt at omstille sig fra fysisk kunst til den digitale. Og indtil dét bliver en mainstream realitet, vil der stadig være skulptører og kunstnere lige nu, der især lider på deres levebrød under Covid-19’s delvise nedlukning af landet.
Intet af det ændrer dog ved de tomme statuesokler I Vennelystparken. Men fordi skulpturen er en hyldest til H.C. Ørsted, der har 200-års jubilæum for hans opdagelse af elektromagnetisme i år, bør indvielsen ikke vente alt for længe.
– Jeg vil meget gerne have den indviet i år, siger Bjørn Nørgaard
Universitet kan dog ikke svare på, hvornår man kan forvente at se soklerne udsmykket med statuer.
– Vi ser jo tydeligt, hvordan samfundet prioriterer. Og der er kunstområdet ikke første prioritet for at sige det pænt, og det har det ikke været i lang tid, afslutter Bjørn Nørgaard.