En række lyskryds giver Aarhusianerne sved på panden, fordi de dagligt må haste sig over de hvidstribede fodgængerfelter. Hvad ligger til grund for kommunens tidsregulering, og kan fodgængerfelterne forbedres, så borgerne får mere tid til at krydse vejene?
Emil Pagh & Peter Arve
På en gåtur igennem midtbyen blev vi mødt med et velment spørgsmål. En ung mand spurgte os, hvorfor der var så kort tid med grønt lys i fodgængerfeltet, hvor Thorvaldsensgade krydser med Silkeborgvej? Det er et lysreguleret fodgængerfelt, der dagligt benyttes af mange mennesker, som skal i Botanisk Have eller blot skal bevæge sig fra Ceres Byen og videre ind til hjertet af Aarhus.
Det spørgsmål har fået os til at undersøge flere forskellige fodgængerfelter i byen, og det viser sig, at der tegner sig et mønster, som især udfordrer de ældre og gangbesværede fodgængere. For 79-årige Connie Ditsner giver lyskrydset ved Vester Allé og Thorvaldsensgade dagligt problemer:
“Jeg var utryg ved, at jeg kun kom ud midt i krydset. Bilerne kom både fra venstre og højre, og jeg holdt ved en stander, fordi jeg var utryg. Jeg bliver snart 80 år, så det grønne lys kunne godt vare lidt længere, så os ældre kan komme over,” forklarer hun om oplevelsen i det lange fodgængerfelt.
Den holdning er hun ikke alene om. Fem minutter senere taler vi med Vagn Henning Nielsen på 82 år, der til gengæld når hele vejen over lyskrydset, inden det skifter til rødt:
“Der er for kort tid med grønt lys. Det generer ikke mig, men det generer i hvert fald min kone, hun er 90 år gammel. Det er et stort problem,” fortæller han.
Få et overblik
Gennem et opslag på Facebook har vi fået tips fra borgere i Aarhus til specifikke fodgængerfelter, hvor folk har haft svært ved at nå over i tidsrummet med grønt lys. De steder har vi undersøgt. I kortet kan du se, hvor lang tid fodgængere har til at nå over vejen. Hjælp os med at gøre kortet mere detaljeret. Klik på dette link for at tilføje dine egne observationer.
“Det er ikke meningen, at man skal nå helt over for grønt lys”
Asbjørn Halskov, der er projektleder i trafikafdelingen i Aarhus Kommune, står for at udregne, hvor lang tid der skal være grønt lys. Han fastslår, at det ikke er farligt at gå det sidste stykke vej over fodgængerfeltet, mens der er rødt:
“Vi er altid nødt til at udregne den her sikkerhedstid, der gør, at hvis du lige netop er trådt ud, hvor det er grønt, og det så skifter til rødt, så kan du stadig nå hen til den nærmeste støttehelle eller hele vejen over, inden andre begynder at køre,” forklarer han.
Asbjørn Halskov fortæller også, at lyskryds for fodgængere i Aarhus er lavet, så man præcis kan nå hele vejen forbi den sidste af støttehellerne for grønt lys, hvorefter man skal gå det sidste stykke, mens det er rødt lys, hvis man altså står og venter på grønt lys og går i et raskt tempo.
“Men hvis du er gangbesværet eller ældre, så vil der være nogle kryds, hvor du skal tage den i to bidder, og det er simpelthen bare en nødvendighed at lave det sådan, så alting kan hænge sammen,” siger han.
En fodgænger kan måske stå i et lyskryds og tænke, hvorfor man ikke bare kan give lidt ekstra tid med grønt lys. Asbjørn Halskov forklarer, at det vil have store konsekvenser for den øvrige trafik:
“Det vil skabe en kæmpe kø i krydsene med tæt trafik, hvis man flytter rundt på nogle få sekunder. Så bliver det svært at få afviklet køen,” siger han.
Det virker som om bilisterne bliver prioriteret over fodgængere, men Aarhus Kommune er i øjeblikket i gang med et forsøg, der muligvis kan forbedre forholdene for de gående i lyskrydsene:
“Vi har et forsøg ude på Christian X’s vej og Ringvej Syd, hvor vi detekterer fodgængere ude i krydset og forlænger grøntiden,” siger han.
Forsøget har været i gang i nogle år, og Asbjørn Halskov fortæller, at de ikke har fået klager siden. Med dette system kan lyskrydset detektere, om det er en langsomt- eller en hurtigtgående, der er i krydset, og hvis det er en langsomtgående, så kan lyskrydset give ekstra grøntid. Hvis forsøget viser sig at være en succes, kan kommunen vælge at indføre det flere steder for at forbedre fodgængeres forhold.
Opdatering mandag 5/10/2020
Henover weekenden har vi forsøgt at skabe en debat med udgangspunkt i artiklen. Det fandt sted på Facebook, hvor vi valgte at offentliggøre artiklen i udvalgte grupper for borgere, der bor i Aarhus. Det udløste en stor mængde kommentarer fra folk, som godt kan genkende de udfordringer, vi har påpeget i artiklen, du lige har læst. Du kan deltage i debatten ved at klikke på dette link og ansøge om at blive medlem af gruppen.
Flere af kommentarerne handler om lyskryds, hvor nogle aarhusianere oplever, at der er grønt lys i for kort tid. De lyskryds har vi taget og tilføjet til vores kort, så man kan få et overblik over endnu flere lyskryds i Aarhus. Vores mål er at tage tid på lyskryds, og det vil vi gøre løbende.
På Silkeborg vej/ Thorvaldsen gade kan ikke engang jeg nå over for grønt, det skifter til rødt når jeg er ca. midt på vejen , og jeg går i normalt tempo , der burde ses på det, jeg bruger det hver eneste dag og det generer mange mennesker i byen, for der er tæt trafik for folk der skal over på campus c som ligger i Ceres byen
Problemet med Vester Alle / Thorvaldsensgade krydset er at denhøjredrejende trafik nordfra ikke venter på de gående i fodgængerfeltet.